Politiet og Pusher Street

Hashbaronerne går helt tæt på politiets Task Force Pusher Street 2012-2017. Det handler om politiets kamp mod den organiserede bandekriminalitet på Christiania. En bog for dig, der vil følge i sporene på de danske betjente og deres hæsblæsende arbejdsdag.

Gennem fire år havde dansk politi en specialenhed, der forsøgte at optrevle hashhandlen på Christiania. Bogen bygger på interviews med politifolk, kendere af Christiania, feltstudier og historisk kildemateriale.

En sen aften i august i 2016 ville to politibetjente arrestere en pusher, der bar en taske med knapt to kilo skunk og godt et kilo hash. Manden trak en pistol og skød den ene betjent i hovedet og i hoften. Den anden betjent skød han i benet. Dermed tog kampen mellem politiets specialgruppe Task Force Pusher Street (TFP) og pushermiljøet på Christiania en voldsom drejning.

Specialgruppen fungerede mellem 2012 og 2017 og brugte nye metoder, som medførte beslaglæggelse af enorme mængder af hash, penge og andre værdier. Derudover fik TFP arresteret og dømt et stort antal mennesker, der sad højt oppe i pushermiljøet.

Hashbaronerne går tæt på krigen mellem TFP og pushermiljøet og sætter den i en historisk ramme fra Christianias oprettelse i 1971 og frem til i dag: Hvordan opstod Christiania? Og hvorfor kunne Christiania udvikle sig fra hippieparadis til narkobanders legeplads?

Bogen fortæller også hashens historie på Christiania samt Pusher Streets opståen og udvikling. Det sker bl.a. gennem beretninger fra en fast hashkunde, der købte sin første joint på Christiania i 1971, og som stadig har sin gang i miljøet.

Bjørn Schiønning har været journalist i DR Nyheder i mere end 30 år og tolk ved politi og retsvæsen lige så længe.

Hashbaronerne. Politiets specialgruppe vs. Christianias pushere. 223 sider, ill.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *